Universitetsparken blev fredag besøgt af op mod 30.000 festglade unge mennesker. Michael Jensen er en af dem, som kæmper for, at alle kommer godt hjem igen.

Med sin højtliggende placering kunne Samarit banneret ses fra store dele af parken og guide tilskadekomne i den rigtige retning. Foto af Christoffer Fodgaard.

Af Christoffer Fodgaard

En ung kvinde med lyst hår fokuserer og tager et ekstra stort skridt henover dørtærsklen. Hun undgår akkurat at snuble. Delvist takket være det store skridt og delvist takket være de to samaritter, som har støttet hende hen til bygningen. En under hver arm. ”Jeg har det ikke så godt,” fremstammer hun med et fjernt blik og uden at ansigtsmimikken følger med. Hendes ord er rettet mod Michael Jensen, frivillig samarit og i dag på vagt for Røde Kors til det traditionsrige kapsejlads i Universitetsparken. Han leder hende om bag et forhæng, som er sammensat af en grøn presenning og to hvide badeforhæng bundet på en elastiksnor. Her bliver hun hjulpet ned at ligge på en af de seks klargjorte sengepladser. Klokken er 10:52 og hun er den første, som slår sig ned på de blå plastiksenge.

Et åndehul, når festen tager overhånd

Samaritterne har opsat en improviseret skadestue i en gul murstensbygning i Universitetsparken. AARHUS BSS KANTINE, står der på muren, men foran bygningen blafrer i dag et hvidt banner med et rødt kors i toppen og SAMARIT skrevet med sorte bogstaver. Banneret agerer fyrtårn for de tilskadekomne og leder dem på rette vej mod en hjælpende hånd ved infirmeriet.

Inde på den improviserede skadestue er der mulighed for at finde et åndehul fra insisterende basrytmer, vodkaflasker og forårssol. Det er et, som mange benytter sig af allerede fra formiddagen. Udenfor har festen for flere været i gang siden starten af natten, og det forventes at 30.000 festglade mennesker besøger parken gennem dagen. På en enkelt time kommer der 18 henvendelser til samaritterne om både vandposter, toiletter, plastrer og omklædningsfaciliteter. Når de unge mennesker træder ind i det kølige rum møder de Michael eller en af hans medfrivillige.  Selvom 18 henvendelser gør, at der ikke er mange stille øjeblikke, forventer han, at arbejdspresset stiger i løbet ad dagen: ”Jo længere fest, jo mere kommer folk til skade.”  

Michael Jensen er en erfaren samarit og har været frivillig i 9 år. Under det røde kors på hans hvide t-shirt afsløres hans placering i Røde Kors hierakiet med ordene SAMARIT LEDER. Han holder overblik og sørger for at sætte de rette i arbejde. Han er ofte aktiv på radiobetjeningen som sidder på brystet af ham til at koordinere indsatsen rundt på pladsen. Radioen er koblet på en øresnegl, der via en ledning kører op langs hans gråsprængte hår og ind i det venstre øre.

”Vi skal være gode til at lave ingenting”

Den unge kvinde med det lyse hår falder hurtigt i søvn, efter hun får en dyne henover sig. Hun blev fulgt til skadestuen af to veninder, som prøvede at overtale samaritterne til at følge hende hjem. ”Der er kun 15 minutters gang herfra,” forsøgte den ene at sige, men uden succes med at overtale Michael til at agere samarit Uber. Men hun kunne få en sengeplads.  

De to veninder diskuterer internt, da en af dem bliver bedt om at være kontaktperson og give sit nummer. ”Jeg har et problem med min telefon, hvor den går på lydløs af sig selv. Jeg hører ikke, hvis de ringer,” siger den ene bestemt men med længere tænkepauser undervejs. Med sammenbidt ansigtsudtryk indvilliger den anden pige i at give sit nummer med udsigt til måske at skulle forlade festen igen.

I bagerste del af lokalet sidder en gruppe samaritter i røde og hvide uniformer. Flere sidder med brune papkrus i hånden, hvor formiddagskaffen damper op fra. Mange af de frivillige er på vagt fra 08 til 20. ”Vi skal være gode til at lave ingenting,” siger Michael med et grin.

Selvom der er ro bagerst i lokalet, er der sjældent stille ved indgangen. ”Har I et toilet?” er en af de tilbagevendende spørgsmål, som samaritterne får, ledsaget af ”ved I, hvor der er en vandpost?” Det er hverken deres opgave at levere eller have styr på parkens infrastruktur, men Michael og de andre samaritter forsøger altid at hjælpe efter bedste evne:

”Vi er alle sammen en del af Røde Kors familien, og vi kan lide at hjælpe folk, der har brug for det.”

Ikke alle når med til kapsejlads

Som forudsagt af Michael øges mængden af tilskadekomne, som tiden går. Men heldigvis sjældent alvorligt. En pige kommer ind med mudder hele vejen op ad sine cowboybukser og på sin røde jakke. Hun bliver fulgt ind af en bekymret vennegruppe, som insisterer på at få hende tilset. Pigen selv tager ikke situationen så tungt: ”Det gjorde ondt for 30 sekunder siden, men nu gør det slet ikke længere,” siger hun og smiler fra øre til øre. En Samarit løfter op i pigens beskidte bukseben og tryktester for eventuelle skader. Konklusionen bliver, at hun er okay. Hendes smil bliver om muligt endnu større med udsigt til at vende tilbage til festen. Hun indvilliger dog i at tage hjem for at skifte bukser.

Efter et par timer på øjet kommer den unge lyshårede kvinde vaklende ud fra infirmeriet. Mens hun har sovet, har to andre indtaget sengene ved siden af hende. Håret, som tidligere var sat op, er blevet slået ud, og hun går nu uden hjælp fra samaritter eller veninder. En samarit følger hende dog til dørs og udpeger nemmeste vej ud fra pladsen. Med en flaske vand i hånden bevæger hun sig med tunge skridt op ad bakken mod udgangen. Samtidig med hun slingrer hjemad, bliver den konstante musik erstattet af en speaker, som annoncerer, at åbningstalen afholdes om 15 minutter, når klokken bliver 13:00. Kapsejladsen går snart i gang.